Text Remembering

TEXT

Text by danish art critic Tom Jørgensen, 2019

from the catalogue [99 Remembering]



Nana og stjernerne

 

Om Nana Rosenørn Holland Bastrups ”Remembering”-serie


Nana Rosenørn Holland Bastrups serie ”Remembering” har en såre menneskelig begyndelse. Hun har ingen problemer med at se berømte og anerkendte kunstværker for sig. Det kniber imidlertid mere med at sætte kunstnernavnene på. Da Nana R. H. Bastrup derfor i 2011, lige optaget på Kunstakademiet i Hamburg, overvejede en måde, hvorpå hun kunne huske de kunsthistoriske ikoner, fandt hun på følgende: hun printede fotos af sig ud på almindeligt hvidt papir og begyndte nu ét efter ét at tegne sine yndlingsværker med sig selv som en aktiv del af den nye komposition. Og voila: kunstnernavnene begyndte at sætte sig bedre fast.

Det er i alt blevet til ca. 250 værker i formaterne A5, A4, A3 og 70 x 100 cm. Materialerne er blyant, oliekridt og pastelkridt.

 

Med ”Remembering”-serien, ramlede Nana R. H. Bastrup imidlertid lige ned i en problematik, som er kendt af kunstnere til alle tider: hvordan forholder man sig til den overvældende mængde af mesterværker, der hviler som en inspirerende, men også trykkende skygge bag alt, hvad man foretager sig? Især som ung kunstner, hvor man kæmper for at få en personlig stil, kan dette være næsten knusende, medmindre man fra naturens side er beriget med et stort ego.

 

Nana R. H. Bastrup er gået til opgaven med stor variation og frihed i udtrykket og med en beundring, der aldrig udvikler sig til benovelse. Indfaldsvinklerne kan være kommenterende, kritiske, kærlige og ofte humoristiske alt efter hvilken kunstner, hun har fokus på.

 

I enkelte billeder konfronterer hun således sig selv med nogle af kunsthistoriens vigtigste og mest omdiskuterede værker. I ”Remembering Sandro Botticelli” (1445-1510) har hun således placeret sig i Venus´ sted stående på muslingeskallen i ”Den skumfødte Venus” (ca. 1486), ét af renæssancens hovedværker. I ”Remembering Caspar David Friedrich” (1774-1840) har hun overtaget rollen som den rygvendte betragter i ”Vandreren over tågehavet (1818) og omskabt Caspar David Friedrichs sublime og romantiske bjergtinder med hurtige ekspressive streger. I ”Remembering Claude Monet” (1840-1926) er hun på vej ud af havnen i Le Havre i ”Indtryk. Solopgang” - skandalemaleriet fra 1874, der på trods af publikums hån indvarslede en ny måde af se verden på: impressionismen.

 

Som kvinde er det naturligt, at Nana R. H. Bastrup beskæftiger sig med kunsthistoriens kønspolitiske aspekter. I ”Remembering Édouard Manet” (1832-1883) hylder hun sin navnesøster fra det sene 1800-tal. Manets ”Nana” (1877) forestiller sandsynligvis en prostitueret, hvis kunder kommer fra de højere kredse. Vi ser i hvert fald en elegant ”gentleman” siddende i boudoiret betragtende Nana. Det 21. århundredes Nana har overtaget sin navnesøsters position, men viser ved hele sin attitude, at tiden nu er en anden, og at mænd må vænne sig til, at kvinder er selvstændigt tænkende og handlende væsener.

 

At Nana R. H. Bastrup hylder sine kvindelige forgængere, skal ses i forlængelse af netop dette. Vi ser hende i kærlig nærkontakt med én af Louise Bourgeois´ (1911-2010) kæmpeedderkopper i ”Remembering Louise Bourgeois”. Edderkopper, der for den franske kunstner var symboler på alt, hvad der er moderligt og kærligt. I ”Remembering Marina Abramovic” (1946-) går Nana igennem en dør flankeret af en nøgen kvinde og mand i et værk, vi kunne se på Louisiana i 2017. Et værk, der typisk for Abramovic studerer og hylder den nøgne krop. I samme ånd ser vi Nana R. H. Bastrup i nærkontakt med værker skabt af så fremragende kvindelige kunstnere som Eva Hesse (1936-1970), Kiki Smith (1954-) og Sarah Lucas (1962-) foruden danske Malene Landgreen (1962-) og Kathrine Ærtebjerg (1969-).

 

Sidstnævnte tegning demonstrerer Nana R. H. Bastrups rige variation i udtrykket. Hun er her nærmest morfet sammen med Ærtebjerg i en 1 til 1-identifikation. I ”Remembering Tal R” (1967-) har hun imiteret den danske kunstners karakteristiske brede malestil i hele tegningen, mens hun i ”Remembering Alberto Giacometti” (1901-1966) har skabt en fuldstændig ny situation ved at lade en knoglet hånd gribe ud efter hendes inkjet-jeg. Som mellemled eller mediator optræder hun i ”Remembering James Ensor” (1860-1949) og ”Remembering Bruce Nauman” (1941-). Begge scener af stor eksplicit og, for sidstnævntes vedkommende, af pornografisk/erotisk karakter. Her indtager Nana rollen som den nøgterne iagttager af den voldsomme handling.

 

To tegninger, der hylder den russiske kunstner Kasimir Malevich (1979-1935) viser og sammenfatter Nana R. H. Bastrup store spændvidde. I den første forholder Nana sig til den unge figurativt malende Malevich. En cirkelstreg forbinder værket med hendes krop samtidig med, at hun holder den kjoleklædte hovedperson i hånden. Et smukt, smukt udtryk for inspiration og beundring. I den anden parafraserer Nana over et værk af den modne og nu abstrakt minimalistiske kunstner. Vi ser den sene Malevichs varemærke: en sort cirkel på en hvid bund. I midten er Nanas krop indesluttet i cirklen med kun hoved og ben stikkende op. Inspirationen og hyldesten er indiskutabel, men er der ikke også et lille hip til alle de oppustede egoer af alfahanner og alfahunner, man nu som til alle tider har fundet i kunstbranchen? Jeg tror det.

 

Med lune og fantasi, med mod, beundring og empati har Nana Rosenørn Holland Bastrup med ”Remembering” skabt sin helt egen hyldest til kunsthistoriens store. Og samtidigt markeret sin egen både selvbevidste og respektfulde indtræden i kunstverdenen.

 

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

 

NANA ROSENØRN

HOLLAND BASTRUP

VISUAL ARTIST


Based in Copenhagen


instagram: nanarhbastrup

GET IN TOUCH


Address: Kunstmix, Odensegade 26B

DK - 2100 Copenhagen, Denmark

Email: studio@nanarhbastrup.dk

Phone: (0045) 93 97 97 64

UPCOMING GROUP SHOWS


  • Waou
  • Remix #6 København Nu!
  • Efter-billeder

© Copyright. All Rights Reserved.